Læs det her, tak!

En lille historie!

Jeg vil bare lige hurtigt fortælle jer om noget, der lige er sket for mig, noget jeg er bleven ked af.

I ved jo nok alle, at jeg har været på et andet hold inden jeg skiftede til vores nethold, årsagen kender de fleste, både i og mit gamle hold. Jeg har hidtil savnet mit gamle hold en del og havde en fornemmelse at de også savnede mig. Af og til blev jeg fra nogen af det gamle hold spurgt, om jeg kommer med til den ene eller anden fest, hvis det så var mig muligt. 

For nylig så jeg så i grupperummet på facebook, at de skal ud og spise og til nightbowling bagefter. Jeg tænkte da, at det kunne være hyggeligt, at se dem alle sammen igen. Derfor henvendte jeg mig til en af dem og spurgte om der var plads til mig endnu. Jeg fik svaret, at det var der da helt sikkert. Så skrev jeg lidt på facebook i grupperummet, om der var nogen der kunne tage mig med hen og tilbage og så videre. En dag senere kiggede jeg i grupperummet om der var nogen, der havde svaret. 

Det jeg fik at se, var alt andet en det jeg forstillede mig. Citat: ”Hej Nicole, jeg syntes det er lidt heftig, at du inviterer dig selv til festerne! For det første ku du jo spørge og for det andet har du jo nu valgt at tage på net studiet. Altså et nyt hold, som du ku have fest med. Det lyder måske lidt hårdt af mig, men det skulle du tænke over engang. Hilsen.” Personen som skrev det havde åbenbart ikke vidst, at jeg havde snakket med en af de andre. Jeg fik fat i denne person og fik fortalt, at det ikke kun var denne person som tænkte på den måde, men at der var flere med samme mening om sagen. Så skrev jeg i grupperummet, citat: ”Tja, åbenbart er det ikke kun den ene person, der tænker sådan. Jeg synes det er fejt, ikke at sige det direkte til mig. Det kan godt være, at det var naivt at tro, at der var noget venskab eller for det mindste en salgs binding. Når man ikke længere tilhører holdet, kan man så ikke længere være en del af det gode fællesskab? Jeg er lidt ked af, at det slutter sådan og jeg håber jeg kan holde kontakt med dem, der gerne ville har haft mig med. Jeg kommer nu selvfølgeligt ikke med, det vil føles underligt for mig, hvis ikke jeg er velkommen af alle. Så nu er der ikke mere at sige og farvel. Tak for et godt samvær så længe det varede.”

Jeg synes den måde man har afseveret mig på er noget af en svineri. Jeg synes ligeledes, at det er trist, at dem som måske har holdt af mig, ikke deltager i diskussionen, hvis der da var nogen. Jeg tænker hele tiden på, om det er mig det er galt med, er jeg for naiv? Hvorfor kan man ikke have det hyggeligt sammen, nu hvor jeg er på et andet hold, når man da har haft det så hyggeligt sammen før?
Hvis bare de havde været ærligt overfor mig, ville jeg måske haft nemmere ved at acceptere det og skuffelsen ville har været lidt mindre. Også tænker jeg på at det her er et socialt sted og en social studiegang og forstår derfor endnu mindre, hvordan og hvorfor det er gået til på den her måde. Er det noget kulturligt? Jeg tænker med det samme på noget jeg engang har hørt en sige, citat: ”Udadvendt åben,(vi er tolerant), men indvendigt lukket(egentlig gider vi slet ikke ha´ jer).” Det er ikke noget jeg selv gider at tror på, men for bedre at kunne forstå hvorfor, susede den op i mine tanker og jeg vil da nødigt mene, håbe og tro, at det er fordi 20 andre mennesker ikke kunne og kan lide mig. Mine venner og min kæreste siger bare, skid på dem, tag dig ikke af det og det vil jeg heller ikke, men alligevel gik det mig nær, selvom jeg egentlig ikke vil det.

Jeg skrev det her på min blog, da det er om seminariet, om kommende pædagoger og fordi jeg håber på, i gider, at skrive en kommentarer til, selvfølgeligt håber jeg på lidt opbakning fra jeres side af, men skriv endelig lige præcis som i tænker. Det har jeg nemlig netop gjort. 

Tak skal i have. Hilsen Nicole