DKK hos HAC "Traditioner i forandring" Aktivitet 2 M4

Gentagende Mediepanikker 

Så er det sket igen!

Computerspillet Counter Strike udpeges til at være an af de skyldige i en sag, hvor en 17 årig dreng den 11 marts løb amok i Winnenden, som ligger ca. 50 km fra Mönsheim, hvor jeg bor.

Omkring klokken 9:30 trådte den 17 årige ind i 2 klasseværelser og et kemilokale på skolen Albertville-Realschule og skød løs på de tilstedeværende elever og lærer med en Beretta 92.

Han dræbte 15 mennesker og sårede 11 alvorligt. 

Den 17 årige boede i en nabolandsby og tog sin realeksamen på Albertville skolen i 2008. Sin far er sportsskytte og er derfor i besiddelse af en hel del våben, pistoler m.m. og skarp munition. Sønnen befandt sig fra april til september 08 under psykiatrisk behandling. Politiet af fundet flere voldelige spil på den 17 åriges computer. I et interview til nyhedsmedierne siger en politibetjent: ”Han spillede Counter Strike og var under psykiatrisk behandling.” 

Der dukkede rygter op om, at han havde anmeldt sit amokløb i en chat på nettet, senere viste det sig, at det ikke passede.

Men der er mindst to ting der lægger op til diskussion.
Det første er, at igen computerspil bliver udvalgt som en af de skyldige for hændelsen.
Hvad tror i, har computerspil indflydelse på om et menneske bliver til en amokløber? Hvordan bliver et menneske til en amokløber og hvofor?
Det andet jeg gerne vil pege på er, at hvis han nu havde anmeldt amokløbet i en chat på nettet, tror i, at det kunne havde blevet forhindret? Og hvad synes i generelt om overvågninger af chats på nettet?

DKK hos HAC "Traditioner i forandring" Aktivitet 2 M3

Mediepanikker

Hvem er de faste deltager i mediepanikkerne?, udløser, deltager og katalysator!

De faste deltager i mediepanikker er forældre og andre voksne, der dog tit ikke har en dybgående forståelse af det de snakker om. 
Mediepanikker opstår jo altid, når der dukker noget nyt op på markedet, som fx et computerspil. Dette computerspil er i disse voksnes øjne for voldelig i dets spillekarakter og de mener, at en tvangs følge af dette er, at de unge der spiller det for en aggressiv adfærd. Spillet er først lige kommet ud, men man har allerede, helt sikkert uden selv at have spillet det, en negativ mening om det. 
Dette forhold gribes så op af sensationsmedierne, aviser med mere som også er de faste deltager i mediepanikkerne og de er i høj grad med til at forstærke mediepanikkerne. Når der så først er bleven skabt en mening rundt omkring, har dem der uenige, det svært at overbevise de andre om, at det jo ikke helt kan gå an og at man nok lige burde sætte sig mere ind i det, før man danner sig en mening, hvilken nemt bliver opslugt af helheden. 
Som nævnt sidst i mit indlæg om ”Hvad siger medierne om arto?”, er det mere interessant at skrive artikler og lignende med fangende overskrifter og med et tit mere negativt indhold, hvorved helhedens mening så let kan indfanges, end det er at skrive noget om en mening som et mindretal har af en bestemt sag, selvom den for det meste er den mere ”rigtige”. 
Medierne, herunder aviser, er selvfølgeligt fokuseret på at sælge så mange udgaver som muligt. Til trods og heldigvis bliver kredsen blandt dem der er uenige og som kræver mere end sensationsartikler større og større.

DKK hos HAC "Traditioner i forandring" Aktivitet 2 M2

Hvad siger medierne om arto?

Jeg har i dette sammenhæng læst flere artikler, som jeg har fundet på info media, samt den obligatoriske litteratur. Jeg må sige, at der er nogle meninger om arto som går igen og igen i mange af de artikler jeg har læst.

Typiske overskrifter man støder på når det handler om eller er ment i forbindelse med arto er fx, ”Mobning har skiftet rum”, ”Arto, pædofileres legeplads” og ”De unge har for mange online venner”. Titlerne kan variere lidt, men har meget ofte den samme message, nemlig at børn og unge i dag sidder for meget foran computeren, er logget på arto resten af dagen efter de er kommet hjem fra skole. Disse artikler var alle sammen præget af noget jeg vil kalde sensationslyst, påstande bliver som regel ikke forklaret grundigt, bevidst eller noget som helst i den stil.

Da jeg sådan læste flere og flere artikler igennem fandt jeg pludselig en, som jeg synes var skrevet med lidt mere forsigtige ord, denne artikel har overskriften ”Børns netsikkerhed under lup” og frembringer et påstand om, at børn ikke altid er opmærksomme på konsekvenserne af deres online-handlinger. I forhold til de fleste andre artikler jeg har fået læst, var den her betydeligt større og man havde ægte empirisk materiale, der underbyggede påstandene. 
Mange børn har lige først lært at læse og skrive, når de oprette sig en profil på arto. De tænker ikke over, hvem der alt sammen kan læse de indlæg de skriver og gennem en undersøgelse har det vist sig at 44 procent af børnene i aldersgruppen fra 9-16 år, ikke tænker på det.
Man er lidt bange for, at børn har svært ved at se grænserne mellem det private og det offentlige, når de færdes på arto og lignende sider. 
Omkring 30 procent af børnene benytter sig slet ikke af muligheden for at begrænse andres adgang til profilen, og dermed giver hvem som helst adgang til information om dem selv og deres private billeder. Dette skyldes til dels, som igen en undersøgelse har vist, at 1/3 af de 9-10-årige simpelthen ikke ved, hvordan man slår privatfunktionen til på deres profi. Der er sket det, at et billed fra en pige iklædt en nedringet bluse endte på en erotisk hjemmeside og det havde endvidere til følge, at der i Ekstra Bladet udkom en artikel om det her med overskriften ”Purunge danske piger sælger sig selv til sex på nettet. 
Det er en af disse artikler, som er baserer på sensationslyst. Det er altid mere interessant at skrive artikler med fangende overskrifter og med et ofte mere negativt indhold, end det er, at skrive om de gode ting arto og deres bruger synes om og er glæde for. 
Artiklen ”Børns netsikkerhed under lup” er ikke kun en god artikel, fordi den prøver at forklare de påstande der bliver stillet så grundigt, men også fordi den lægger op til hvordan man så kan forbygge situationer som den, der er sket for pigen i eksemplet. I artiklen står der skrevet noget om, at det handler om ”fælles ansvar”. 
Den slutter således med at sige: ”ligesom de fleste forældre siger til deres børn, at de skal kigge sig for, inden de går over en vej, skal forældrene også med samme automatik minde børnene om at være forsigtige på internettet og at net-etik skal på skoleskemaet på linje med andre fag.” 

DKK hos HAC "Traditioner i forandring" Aktivitet 2 M1

Min mening om Arto

Hvad er arto?

Det er det første jeg tænker på, når jeg skal tage fat omkring den her opgave, hvad min mening til arto er. Jeg har nemlig ikke hørt om arto før. På sidste seminarindkald snakkede vi jo lidt om arto og det er faktisk også det eneste og det første jeg har hørt. Så vidt jeg har kunne forstå, er arto lidt lige som facebook og dog måske lidt mere som studivz, fordi det ikke som facebook er verdensomfattende, men landsdækkende. Til forskel fra studivz, som jo først og fremmest er et mødested på nettet for studerende, så er arto et mødested, hvad jeg kunne regne ud fra det jeg havde hørt på sidste seminarindkald, for børn og unge, for skoleelever. Jeg ved det ikke sikkert, men jeg vil da tro, at man ligesom ved de andre to mødesteder på nettet, som jeg har nævnt, holder kontakt med sine eksisterende venner og at man kan lære nye mennesker eller mere forsigtigt sagt kontakter at kende og det sker vel over en såkaldt venneliste eller noget i den stil. 

Hvad mener jeg så om arto?

Jeg synes jo, at sådan nogle mødesteder på nettet kan være en fin supplering til de ellers allerede eksisterende kommunikationsmidler, som fx mobiltelefonen, hvor jeg i dette sammenhæng primært tænker på sms funktionen, og de såkaldte instant messenger, som fx MSN og ICQ. Via disse midler kan man udveksle sig med sine venner, venner fra skolen, sportsklubben eller andre fællesskaber man færdes i. På sin instant messegner har man tit kun sine nærmeste venner i listen og på arto har man måske en venneliste der er 3 cifferet. Det er selvfølgeligt ikke alle sammen ”rigtige” venner, det er også bekendte, nogle man fx måske kun kender fra en fødselsdagsfest man har været til for et stykke tid siden eller nogen fra en anden skoleklasse, som man har været på lejrskole sammen med. På den måde mener jeg, at arto og andre web mødesteder er fint til både at holde en god kontakt til de mennesker som man har et nærmere forhold, men også til dem man ikke har har et så tæt forhold til. Dette giver en jo gode muligheder til, for enten at få opbygget et nærmere forhold til nogen af dem man gerne vil og man kan fint holde dem på afstand, som man ikke bryder sig helt så meget om, men som man alligevel vil bibeholde en kontakt til. 
På sidste seminarindkaldet havde jeg også hørt noget om en voksens udnyttelse og misbrug af børn på arto. Sådan nogle web mødesteder, som arto og lignende, indebærer nogle farer og risikoer. Der findes flere chatrooms og lignende rundt omkring, som bliver overvågede af voksne, som er specialiseret på at finde de sorte får blandt brugerne. Jeg synes, at forældre nu til dags burde oplyse deres børn om hvilke farer man kan møde og risikere at blive udsat for på nettet. Når forældre har gjort dette og deres børn er i besiddelse af en mere eller mindre sund fornuft, vil der med stor sandsynlighed ikke ske dem noget, undtagelser findes altid.
Et problem på den ene side og en god ting på den anden side ved arto kan være, at de forholdsvis ”svage” børn, altså dem som bliver mobbet i skolen også kan komme ud for mobning på arto, men på den anden side kan de finde online venner, som de får opbygget et godt forhold til, der faktisk giver dem noget. Jeg mener helt klart, at børn og unge burde følges af en ansvarlig voksen på et første møde i realiteten, med en ven fra online verdenen.

Jeg mener, at der, som med næsten alt mellem himmel og jord, altid er to sider af en medalje!